Nogle mennesker kan ikke fordøje laktose, som er et kulhydrat i mælkeprodukter. Man kalder det også for mælkesukker. Din læge kan undersøge, om du har laktoseintolerance.
Hvis man er intolerant over for laktose, vil man opleve symptomer som diarré, oppustethed, luft i maven og mavesmerter.
Det skyldes, at man ikke kan optage mælkesukker fra mave- tarmkanalen. Hvis mælkesukkeret ikke optages i tyndtarmen, binder det vand, hvilket giver diarré. I tyktarmen forbrændes mælkesukkeret så af tarmbakterier, hvilket fører til udvikling af luft, maverumlen og prutter.
Efterhånden som vi bliver ældre, kan kroppen blive dårligere til at fordøje laktose. Derfor kan du pludselig opleve, at du ikke længere tåler mælkeprodukter, selvom du ikke har haft nogen problemer, da du var yngre.
Du kan få maven i ro ved at undgå at spise og drikke fødevarer, som indeholder laktose.
Laktose findes i mange forskellige fødevarer, særligt mælkeprodukter som fx mælk, yoghurt og creme fraiche, men også i chokolade, bagværk og præfabrikerede produkter.