Vejer du for lidt?

Man er undervægtig, når man har et BMI under 18,5.
Du kan tage BMI testen her
http://www.bmitest.dk/

Hvis du gerne vil øge din vægt og samtidig har nedsat appetit, er det vigtigt, at det du spiser og drikker giver kroppen de nødvendige næringsstoffer.

Hvis du gerne vil tage på, handler det derfor bestemt ikke kun om at fylde sig med usund mad og drikke. Det er altså ikke flødeis, piskefløde, flæskesteg, slik og chips, du har brug for store mængder af.

Kroppen har brug for godt brændstof, dvs. sunde næringsstoffer for at fungere og holde sig rask. For lidt af det sunde og for meget af det usunde er galt, både når man vejer for meget og for lidt.

Kroppen har brug for protein for at mindske eller undgå tabet af din muskelmasse. Hvis du taber muskelmasse, mister du kræfter og har større risiko for at falde.

Derfor er protein det vigtigste næringsstof.

Kroppen har også brug for fedt til at hjælpe med at optage vitaminer, til opbygning af cellemembraner og hjerneceller og som energikilde. Der er dobbelt så meget energi i fedt som i kulhydrat.

Derfor er fedt det næst vigtigste næringsstof.

Kroppen har brug for kulhydrater som brændstof til dine muskler og hjerne, så du har energi til at bevæge dig. Der er kulhydrater i de fleste fødevarer.

Det er en god idé at planlægge dine måltider. Så husker du at spise, også selvom du ikke er så sulten.​​